Den nye spilkonsol Xbox 360 kan først købes fra den 2. december - men Microsoft har allerede sendt udviklerpakker med tidlige eksemplarer af konsollen til mange spiludviklere. Mindst 24 af pakkerne er forsvundet er transporten og flere er efterfølgende blevet sat til salg på nettet.
Mistanken retter sig dog ikke mod spillere, som ikke kan vente til december med at prøve den nye konsol, men snarere mod det såkaldte modchip-miljø. Det er entusiaster, som piller konsollerne fra hinanden og analyserer deres tekniske struktur for at bygge nye udvidelser, der vel at mærke ikke er godkendt af producenten.
Det kan eksempelvis være udvidelser, som gør det muligt at omgå den indbyggede kopispærring eller regionskoder på film-dvd'er.
Politiet i Østrig har beslaglagt en af de stjålne konsoller under en ransagning hos modchip-gruppen Team SmartXX i Østrig. Gruppen afviser dog, at man er involveret i tyveriet, og forklarer at konsollen er købt af en ukendt person.
Tre andre Xbox 360-konsoller er blevet leveret tilbage til Microsoft frivilligt - men resten er forsvundet.
Tyveriet kan betyde, at de første modchips til Xbox 360 er klar allerede inden konsollens officielle lancering - til stor ærgrelse for Microsoft.