Det britiske forbrugerprogram Watchdog på BBC kunne i sidste uge fortælle at mange PlayStation 3-ejere har oplevet at konsollen er gået død med en lysende gul lampe på forsiden. Denne fejl er ligefrem døbt ”The Yellow Light of Death” med henvisning til en berygtet fejl i Microsofts Xbox, der blev kendt som ”Red Ring of Death”.
Ifølge en aktuel undersøgelse er det helt op til 50 pct. af Xbox 360-konsollerne, der går i stykker, mens det kun er 10 pct. af PS3.
Men Sony skal altså ikke glæde sig for tidligt. BBC fortæller at man har fået 155 henvendelser fra PS3-ejere som har oplevet ”Yellow Light” problemet inden udsendelsen og yderligere 265 henvendelser efter udsendelsen. Tre teknikere som har undersøgt konsollerne for BBC har fundet et stort antal loddefejl på platinerne.
Ifølge Sony findes den pågældende fejl kun i en halv procent af de solgte konsoller – 12.500 ud af 2,5 millioner solgte enheder. Sony har dog efterfølgende korrigeret dette tal og siger nu, at det faktiske tal er lavere. Desuden afviser Sony, at der er tale om én specifik fejl, fordi den gule fejllampe aktiveres af mange forskellige fejltilstande i konsollen.
Sony mener derfor ikke, at der er belæg for påstanden om, at konsollen indeholder en decideret konstruktionsfejl.