Nordens største it-forhandler, Topnordic/Ementor har siden 9. september købt 2.094.100 egne aktier tilbage til en samlet kursværdi af 50 millioner danske kroner.
Det fremgår af en række meddelelser til Oslo Børs. Mens selskabet i Danmark mest er kendt som Topnordic, handles selskabet på Oslo Børs under moderselskabets navn, Ementor.
Ementors finansdirektør, Rune Falstad forklarer til crn.dk, at de mange opkøb sker fordi kursen i øjeblikket er lav og fordi virksomheden har et cash flow, der giver råd til at købe op.
Selskabet kan ifølge generalforsamlingen købe op til syv millioner egne aktier, og Rune Falstad oplyser, at man i øjeblikket ejer tre millioner aktier i selskabet. Derimod vil han ikke sige, hvor længe Ementor/Topnordic vil fortsætte de nuværende tilbagekøb af aktier.
De mange aktier kan bliver brugt til flere formål, forklarer Rune Falstad. Selskabet er forpligtet til at indløse op til to millioner aktieoptioner. Kursen er dog så lav i øjeblikket, at en indløsning først er aktuel, når kursen retter sig op, siger finansdirektøren.
»Vi kan få brug for aktierne om et eller to år, hvis vi skal indløse de aktieoptioner, vi har udstedt,« siger Rune Falstad.
De tilbagekøbte aktier kan dog også blive brugt som betaling, hvis Ementor vil købe andre selskaber.
»Vi er et ekspansivt selskab og med egne aktier, kan vi slippe for at skulle udstede flere aktier,« siger Rune Falstad.