Danske IO Interactive arbejder på en ny stortitel, »Kane & Lynch: Dead Men«, der kommer næste år til pc og Xbox 360. Den danske hjemmeside GameSection.dk kunne allerede sidste uge fortælle om den kommende spiludgivelse, men i mellemtiden er spillets website forsvundet fra nettet igen og erstattet af en »coming soon« meddelelse.
Det Eidos-ejede spilfirma IO Interactive er bedst kendt for Hitman-serien, hvor spilleren skal styre en lejemorder, og det nye »Kane & Lynch: Dead Men« fortsætter i samme boldgade.
Spillet handler angiveligt om to dødsdømte mænd, en lejemorder og en psykopat, der kommer ud på en »voldelig og kaotisk« rejse.
Eidos lover grafisk realisme og muligheden for at spille sammen to af gangen foruden en større multiplayer-del.
Spillet skal fremvises på Games Convention 2006 i Tyskland senere på måneden og kommer i handlen i løbet af 2007.