Kun to uger efter de sidste store tilgange af ordrer leverer det danske softwarehus SimCorp nu igen en positiv udmelding. Med et tillægssalg på mere end 15 mio kroner konsoliderer selskabet sin position og fortsætter den lange række af positive resultater.
Det er den store tyske kunde, Sparkassen Informatik, der har investeret i en forbedring af deres SimCorp Dimension licensaftale, så de nu har udvidet funktionalitet og adgang til flere brugere.
Den 16. december sidste år kunne ComON fortælle, at aftalen med Sparkassen Informatik var faldet på plads. Sparkassen Informatik er it-leverandør til de tyske sparekassers finansgruppe, der servicerer over halvdelen af de tyske sparekasser - dermed har 235 tyske sparekasser nu adgang til SimCorp Dimension.
ComON kårede i 2004 SimCorp som årets it-aktie - og nu har selskabet endnu engang demonstreret, at det er værdigt til den store hæder og vitterlig er en af de mest succesfulde danske it-virksomheder i øjeblikket.
SimCorp-aktien steg hele 122 procent i 2004, og nyheden om fredagens aftale fik aktien til at stige yderligere 4 procent.