Grundlæggeren af Dell Computer, Michael Dell, er ifølge Wall Street Journal under mistanke for at have skjult rabatter fra chipproducenten Intel. Ifølge avisen har det amerikanske finanstilsyn (SEC) sat lup på Dells regnskaber, som tilsynet mener er ufuldstændige.
SEC har ikke kommenteret sagen, men den skulle angiveligt dreje sig om, at Dell i perioden fra 2002 til 2007 fik massive rabatter fra Intel, som har påvirket Dells regnskabstal væsentligt. I nogle perioder har Intels rabatter angiveligt været større end Dells overskud. Men Dell har ikke oplyst dette til sine investorer , hvilket strider mod de amerikanske regler.
Intel er tidligere blevet idømt en rekordstor bøde på godt en milliard euro fra EU for ulovlige rabatter for at holde konkurrenten AMD ude af markedet. En lignende sag verserer i øjeblikket ved en domstol i delstaten New York. Her er Dell også involveret som modtager af rabatterne.
I sidste uge oplyste Dell selv, at man har hensat et beløb på 100 millioner dollar til et muligt forlig med finanstilsynet.
En talsperson fra Dell understreger dog, at SEC ikke rejser tvivl om lovligheden af Intels rabatter.
Hvis Dell indgår forlig med de amerikanske myndigheder, kan det fremtvinge store ændringer i pc- og serverproducenters pligt til at informere investorer om rabatters betydning for hardwarekoncernernes indtjening.