Det gamle AMD-slogan »Smarter Choice« bliver nu droppet og erstattet af »The Future is Fusion«, som er overskriften på en ny kampagne. Fusion er også navnet på en ny processor-arkitektur hvor cpu og gpu (hoved- og grafikprocessor) er integreret i samme enhed. Den blev annonceret allerede for to år siden, men det har åbenbart vist sig at være sværere end ventet at få de to regneenheder ned på samme chip.
I øjeblikket er der ingen dato for, hvornår de første Fusion-processorer med kodenavnene »Falcon«, »Bobcat« og »Bulldozer« kommer på markedet, men det ventes tidligst at ske til næste år.
Alligevel har AMD valgt at skyde sin kampagne »The Future is Fusion« i gang nu, hvor ordet Fusion tilsyneladende skal ses i en bredere sammenhæng end blot den kommende processor-arkitektur. Ifølge kampagnens hjemmeside handler det også om partnerskaber og synenergi - spørgsmålet er så, om AMD kan risikere at skabe mere forvirring end klarhed med sin kampagne.
For at overbevise kunderne om fordelene ved Fusion har AMD udarbejdet en hvidbog og der er mulighed for at downloade et program, Fusion Utility for Gaming, hvor man kan styre overclocking af processor og grafikkort fra samme kontrolflade. Det skal give en forsmag på mulighederne ved at integrere cpu og gpu.
Programmet, som stadig er i beta, kan bruges til at oprette overclocking-profiler for processoren og grafikkortet, som så kan aktiveres sammen og tilknyttes bestemte spil. Det fungerer selvfølgelig kun, hvis både processor og grafikkort kommer fra AMD/ATI.
Konkurrenten Intel arbejder ligeledes på at samle hoved- og grafikprocessoren i samme hardware-arkitektur.