Aktier er blevet en meget populær investeringsform i de seneste år. Mange ønsker dog at begrænse risikoen, og investerer i stedet i andele i investeringsforeninger, hvor erfarne børseksperter forvalter de investerede midler. Traditionelt er sådanne foreninger meget lukkede omkring deres investeringer, hvilket begrundes med, at man ikke ønsker at afsløre sin investeringsstrategi. De fleste danske investeringsforeninger giver dog informationer om, i hvilke virksomheder man har placeret de største investeringer.
En ny amerikansk investeringsforening, OpenFund, tilbyder ikke kun detaljerede informationer om alle dispositioner på Nettet, men åbner også for, at indskyderne kan komme med kommentarer og forslag til investeringer. Det er altså ikke længere kun eksperterne, der bestemmer, hvad der skal investeres i, men også de enkelte privatinvestorer. Firmaet kalder selv OpenFund for verdens første ægte interaktive investeringsforening. På webstedet kan man debatere med andre investorer og professionelle analytikere, og hen af vejen lære noget om, hvordan de professionelle træffer beslutninger om investeringer.