Torsdag kunne den amerikanske præsident Obama fremlægge sin nye rumstrategi, som repræsenterer en radikal kursændring for NASA. I starten af året valgte den amerikanske at trække stikket til Constellation-programmet, som ellers skulle bringe astronauter tilbage til Månen inden år 2020.
Nu har Obama så præsenteret sit alternativ til Constellation, hvor der ikke længere er tale om missioner til Månen - ”Vi har været der før,” som præsidenten sagde under sin tale på Kennedy Space Center i Florida.
Han vil nu tilføre yderligere seks milliarder dollar til NASA's budget over de næste fem år og retter nu fokus mod Mars. Men det kommer til at tage længere tid.
”Jeg tror at vi kan sende mennesker i kredsløb om Mars i midten af 2030'erne og bringe dem sikkert tilbage,” sagde han.
Kort tid efter vil amerikanerne også være klar til at gennemføre landinger på Mars.
Orion-rumkapslen fra Constellation-programmet skal i stedet bruges som redningsfartøj til rumstationen ISS.
Efter planen skal den amerikanske rumfærge flyve for sidste gang til september og derefter er amerikanerne henvist til at låne plads hos russerne.
På længere sigt satser man på at kommercielle virksomheder vil udvikle nye raketter og fartøjer til at fylde det hul der opstår, indtil NASA er klar med sine egne nye fartøjer.
Flere kendte amerikanske rumpionerer som astronauten Neil Armstrong har kritiseret beslutningen om at droppe Constellation-programmet.