Når IT-Branchen den 17. januar slår dørene op til it-natten vil de unge kunne besøge et bredt udsnit af de danske it-virksomheder. I år er 84 virksomheder tilmeldt arrangementet.
It-natten er arrangeret af brancheforeningen IT-Branchen for at overbevise flere unge om, at de skal vælge en fremtid i it-branchen. Problemet er, at de unge synes, at it er kedeligt, hvilket får mange til at finde andre veje, når den fremtidige karriere vælges.
»Alt for mange unge kender alt for lidt til it-erhvervet. Vi vil vise dem, at der er masser af fremtid og forretning i it«, siger IT-Branchens administrerende direktør Jakob Lyngsø til Ritzau.
Ifølge IT-Branchens egne tal er der brug for 1000 højt uddannede it-kandidater.
Gymnasier og unge kan tilmelde sig arrangementet frem til den 12. januar. De unges besøg på virksomhederne vil finde sted fra kl. 16 til 20.