For første gang planlægger et helt land at omstille den nationale teleinfrastruktur til IP-telefoni. Den svenske Post- og telestyrelse foreslår i en ny rapport, at den såkaldte ENUM-standard bliver indført i Sverige, skriver digitoday.no.
Med ENUM bliver det muligt at konvertere alle telefonnumre til IP-adresser - og omvendt. Dermed kan man ringe op fra en almindelig telefon til en computer eller en anden telefon, hvor selve samtalen dirigeres over Internet.
I dag anvendes IP-telefoni især i interne netværk i store virksomheder, hvor den store båndbredde kan udnyttes til at overføre telefonsamtaler, mens båndbredden på Internet endnu ikke er tilstrækkelig til at garantere en tilfredstillende lydkvalitet.
Post- og telestyrelsen i Sverige mener dog, at det svenske Internet er stærkt nok til at fungere som infrastruktur for IP-telefoni på nationalt plan. Allerede til efteråret vil svenskerne begynde arbejdet med at omstille landets telefon-system til IP-telefoni.
For den enkelte telefonkunde kan det betyde lavere priser og nye funktioner, som ikke findes på det gamle telefonnet.
(Kilde: digitoday.no)