»Vi er ikke interesserede i Shg. Vi følger vores forretningsplan, uafhængigt af, at Shg er i betalingsstandsning.«
Sådan siger koncerndirektøren for den norske online-gigant Komplett, Ole Vinje.
Han fortæller, at Komplett ønsker at udvikle virksomheden i Danmark, og have en dominanerende position på det danske marked, men vil ikke røbe, hvordan det skal ske.
Ole Vinje nævner Midt-Data og nødlidende Shg som de største konkurrenter på det danske marked. Alligevel mener han ikke, at et opkøb af Shg er interessant. Han vil dog ikke komme nærmere ind på, hvordan Komplett vil slå konkurrenterne.
Komplett lukkede i går sine webbutikker i Frankrig, England, Østrig og Tyskland, som til sammen kun stod for 1 procent af koncernens samlede omsætning. Samtidig meldte direktøren ud, at man nu satser på Holland og Danmark.
Danmark leverer for øjeblikket 2,5 procent af den norske koncerns omsætning, og sammenholdt med, at Komplett er logistisk stærke i Danmark, er det hovedårsagerne til, at Vinje satser på det danske marked.