En almindelig supercomputer indeholder tusindvis af processorer som dem, der anvendes i normale servere og pc-systemer, men nu vil forskere bygge en maskine med millioner af lavenergi-processorer med lav taktfrekvens og lavt strømforbrug. Det skal mangedoble systemets samlede ydelse uden at forøge strømforbruget tilsvarende.
Det er forskere ved Berkeley Lab i USA, der vil konstruere verdens hurtigste supercomputer med 20 millioner lavenergi-processorer, skriver digi.no.
Den skal bruges til forskning i klimaudviklingen - og samtidig skulle der altså være tale om en »grøn« computer, som selv skåner miljøet med sit lave energiforbrug.
En konventionel supercomputer med samme ydelse som den planlagte maskine ville koste en milliard dollar og kræve 200 megawatt elektricitet eller det samme som en by med 100.000 indbyggere.
Men ved at bruge lavenergi-processorer i stedet, kan den samlede regning sænkes til 75 millioner dollar, og strømforbruget skulle ligge så lavt som 4 megawatt.
Til gengæld skulle supercomputerens ydelse ligge på svimlende 200 petaflops - det er mere end 400 gange hurtigere end dagens hurtigste talknuser.