Det Radikale Venstre og Socialdemokraternes udspil til finansloven 2006 indeholder gaver til spiludviklerne.
R vil give 30 millioner, mens S kun hoster op med 10 millioner.
I det radikale forslag afsættes der 30 millioner til udvikling af computerspil rettet mod børn, læring og undervisning. De radikale kalder det for public service i computerspil.
Socialdemokraterne nøjes med at sige, at pengene skal gives som produktionsstøtte til "kvalitetsbetonede" computerspil til børn og unge, og afsætter 10 millioner til det formål.
Tidligere har Socialdemokraternes it-ordfører ellers sagt at der ville blive afsat 20 millioner til formålet.
Det har tirsdag formiddag ikke været muligt at træffe Socialdemokraternes it-ordfører, Magnus Heunicke for en kommentar, om hvordan det afgøres om et spil er "kvalitetsbetonet", og hvorfor S nu kun vil bruge 10 millioner kroner på formålet.