Med priser fra 79 kr. om måneden for 256 Kbit/s. og 149 kr. for en 1 Mbit/s. forbindelse skal det nye bredbåndsprodukt Webnet fra TDC Kabel TV markedsføres som et billigt alternativ til ADSL.
Produktet er rettet mod antenne- og boligforeninger og tilbydes i to varianter, Webnet Modul til foreninger med op til 200 husstande og Webnet Plus til større foreninger.
»Med Webnet kan vi nu tilbyde boligforeningerne en fælles bredbåndsløsning til en favorabel pris for slutkunderne. Webnet bygges oven på den kabel-tv-adgang, som mange boligforeninger allerede har tilsluttet sig, så investeringen i det eksisterende net er ikke spildt,« siger Niels Breining, adm. direktør i TDC Kabel TV.
Webnet anvender den eksisterende koaksil-kabelføring, men det er nødvendigt at udskifte alle kabel-tv-stik i de tilsluttede husstande.
TDC Kabel TV påpeger, at løsningen også kan anvendes til IP-telefoni, til at overvåge ejendommens energiforbrug eller reservere vasketider på internet.