Det franske modehus Vuitton har opdaget, at mange konkurrenter og kopi-fabrikanter ofte køber Vuittons varemærker, når de markedsfører sig via Google AdWords.
Det har fået modekoncernen til at anklage Google for at krænke firmaets varemærker. Men den klage har EU-Domstolen nu afvist. Google er ikke ansvarlig for overtrædelsen, når firmaer læner sig op af konkurrenters kendte varemærker.
Google glæder sig selvfølgelig over afgørelsen, men bruger alligevel tid på at forsvare den på sin officielle blog. At Google vil have lov til at sælge sponsorerede søgeord til konkurrenter, bliver nemlig udlagt af kritikere som pengegrisk og uetisk. Men den opfattelse er forkert, mener Google. Ifølge Google handler det om grundlæggende adgang til information, og at varemærkeindehavere ikke kan have fuld kontrol over, hvad der optræder i søgninger på deres varemærker.
Googles eksempel er en bruger, der er på udkig efter en ny bil. Når han indtaster en specifik biltype, så er forbrugeren ifølge Google på jagt efter information om forskellige forhandlere, brugtvognsforhandlere, anmeldelser af bilen eller måske omtale af andre biler i samme kategori.
EU-Domstolen har selv udsendt en pressemeddelelse. Den ligger her i pdf-format.