PROSA truer folketingsvalg

Fagforening opsiger fredsaftale og tager dermed centrale it-systemer som gidsler.

"Er der nogen, der dør?"

Sådan svarer fagforeningsbossen Hanne Lykke Jespersen, da ComON spørger, om SKAT's it-systemer, som CSC truer at ramme i en strejke fra 1. juni, ikke er vigtige for samfundet.

Selv afholdelsen af et folketingsvalg er truet af strejken, siger PROSA-næstformanden.

"Vi har ikke lyst til at ramme et folketingsvalg, men vi har lyst til at få afsluttet en konflikt. Hvis vi kommer hen i juni, så har vi været i konflikt i tre måneder," siger Hanne Lykke Jespersen.

Truslen består i, at fagforeningen PROSA netop har opsagt en fredsaftale med CSC og varslet en strejke med op mod 400 ud af CSC's 2400 ansatte. Det betyder, at PROSA fra den 1. juni truer med at obstruere driften af vigtige it-systemer hos Skat, SAS, CPR, Codan, Tryg og TDC. Fagforeningen kræver, at it-mastodonten slækker krav om lønnedgang og opsigelse af en tryghedsaftale.

Selv landets valgsystemer, som CSC står for, er truet af strejken, siger PROSA-næstformanden.

"Vi kan ikke forhindre udskrivelse, men vi kan forhindre gennemførelsen," siger Hanne Lykke Jespersen.

"Der er ikke andre end vores medllemmer, der vil kunne udføre dét arbejde," uddyber hun og minder om, at CSC ikke må sætte andre medarbejdere til at udføre strejkeramt arbejde.

Hun mener ikke, at de som fagforbund tager gidsler i den faglige konflikt. 120 medlemmer af PROSA er lockoutet, og hun mener derfor, at de er konfliktens gidsler. Hun siger også, at regeringen selv vil kunne forhindre, at et eventuelt valg bliver ramt.

"I yderste konsekvens ved vi , at regeringen kan lave et indgreb. Hvis de ikke vil det, så må det jo få en konsekvens," siger hun.

Hun understreger, at PROSA endnu ikke endeligt har varslet en storstrejke. Det skal ske 14 dage før strejken begynder.

CSC's direktør understregede ellers over for ComON for knap to uger siden, at driften af deres kunders it-system ikke var truet - takket være fredsaftalen. Nu har fagforeningen opsagt aftalen. Næste uges strejke, som blot omfatter 40 PROSA-medlemmer, vil altså kunne eskalere til juni, hvis parterne ikke inden da finder en løsning.´

Da ComON ringer til Hanne Lykke Jespersen, forklarer hun, at det kun er samfundshensyn, som vil forhindre PROSA i at bede medlemmer om at strejke. Hun uddyber, at PROSA derfor vil frede driften af politiets it-systemer. Alle andre systemer, der ikke er livsvigtige, er dog truet af strejken.

"Meningen med at strejke er, at det godt må være generende," siger Hanne Lykke Jespersen.

PROSA hævder i en pressemeddelelse, at CSC's krav vedrørende arbejdstid, fridage og løn svarer til en nedgang i reallønnen på 30 procent. En af de vigtigste knaster for fagforbundet er dog, at CSC vil have opsagt en tryghedsaftale, der giver PROSA-medlemmerne gode vilkår ved opsigelse. CSC har ifølge Computerworld sidste år i en intern redegørelse luftet muligheden for at fyre op mod 600 af firmaets 2400 danske ansatte. Senere sagde CSC-direktør Carsten Lind, at der ikke er planer om fyringsrunder i finansåret 2012. Dét tror PROSA ikke på.

"Selvfølgelig er det rigtigt, at de skal af med folk. Om det er 600, 800, 900 eller 1000, det er ligegyldigt," siger Hanne Lykke Jespersen.

Fagforeningen er bange for, at de danske ansatte mister deres job til indere.

"Det er helt absurd. Vores kollegaer skal oplære indere, så inderne kan overtage deres job. Og nu forlanger CSC altså, at de ansatte skal droppe den tryghed, de har haft, når de blev fyret, siger Hanne Lykke Jespersen.

Hun siger, at mange af de ansatte hos CSC er så specialiserede, at de har brug for ekstra videreuddannelse for at kunne arbejde med it i et andet firma, hvis de mister deres job i CSC.

PROSA er nu tilbøjelige til at gå med på en mindre lønnedgang for at afværge konflikten.

"Vi har tilbudt ledelsen i CSC at forhandle om en nedgang i reallønnen på 5-10 procent. Vi forstår godt, at det kan være nødvendigt med tilpasninger, hvis CSC i Danmark skal få en sund økonomi, og det vil vi meget gerne forhandle og samarbejde med CSC’s ledelse om, sammen med de øvrige foreninger. Men det har CSC’s ledelse desværre kategorisk afvist," siger Hanne Lykke Jespersen

"Selv ikke forligsmanden kunne få CSC-ledelsen til at forhandle om en ny aftale," siger hun videre i en pressemeddelelse.

Hun oplyser til ComON, at der på nuværende tidspunkt ikke er aftalt et nyt møde mellem konfliktens parter.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan automatiserer du med Copilot

Høst fordelene og sæt strøm til processerne med Microsofts alsidige AI-assistent.

06. februar 2025 | Læs mere


Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere