Microsoft bekræftede i sidste uge at selskabet overvejer at lancere sin egen bærbare musikafspiller som konkurrent til den enormt populære iPod fra Apple, der har sat sig tungt på markedet. Det skriver amerikanske InternetWeek.
Hidtil har Microsoft afvist at producere sin egen musikafspiller og i stedet satset på, at firmaets partnere vil give Apple konkurrence. Bortset fra spilkonsollen Xbox og enkelte tastaturer og mus har Microsoft traditionelt holdt sig ude af hardware-produktion.
Men en talskvinde for selskabet bekræfter nu, at planerne om en digital musikafspiller er på bordet.
»Der er ikke annonceret noget officielt. Jeg tror ikke at noget er blevet besluttet endnu,« siger talskvinden til InternetWeek.
Apples iPod sidder på omkring tre fjerdedele af markedet for bærbare musikafspillere, og det selvom iPod langt fra var den første mp3-afspiller på markedet.