Printerproducenten Oki lancerer nu en mindre og billigere udgave af sin farvelaser-printer. Modellen hedder C3100 og kommer til at koster 4.236 kroner før moms. Den nye printer skriver 12 farversider og 20 sort/hvide-sider i minuttet.
Med introduktionen er prisgrænsen på 4.500 kroner endnu engang brudt. Brother brød barrieren i januar og for nyligt fulgte Lexmark trop med sin C510-model.
I efteråret 2002 kom farvelaserprinterne under 10.000 kroner, hvilket ifølge analysehuset IDC fik salget af farvelaserprintere til at stige 80 procent på blot et år.
Siden da er priskrigen fortsat, og printercheferne forventer, at den vil rase mindst et år endnu.
»Om et år vil prisen nok være faldet yderligere 500-1000 kroner, men så vil det begynde at flade ud,« lyder vurderingen fra Brothers Henning Elkjær.
Når det sker vil fokus blive rettet mod prisen på printernes forbrugsstoffer, der svinger meget fra producent til producent.
»På et tidspunkt når vi det niveau, hvor det ikke længere er interessant at kigge på om printeren koster 3.000 eller 5.000 kroner. Efter at it-chefen har haft printeren i et halvt år, begynder driftsomkostninger langt at overgå den forskel, der er på anskaffelsesprisen,« siger Okis landechef Lars Hargaard og uddyber, at vi principielt er tæt på det niveau nu.