Med de nye laserprintere DocuPrint P8ex og DocuPrint P1202 satser Xerox på markedet for printere til mindre kontorer og private brugere. DocuPrint P1202 er den første laserprinter fra Xerox, der understøtter Macintosh-miljøer og PostScript Level 2-udskrivning. Printeren giver mulighed for både den traditionelle parallelle tilslutning og for tilslutning via USB, der gør det muligt at have op til 127 enheder forbundet til samme printer. Basismodellen koster 4.995 kr. ekskl. moms.
DocuPrint P8ex har en høj udskriftskvalitet på 1200x1200 dpi. Xerox siger, at printeren har dobbelt så meget hukommelse (4 MB) og dobbelt så lang levetid for printerens toner (5.000 sider), sammenlignet med det nærmeste konkurrerende produkt. Prisen er 2.695 kr. ekskl. moms.