I sidste måned fortalte Microsoft at de populære kontorprogrammer Word, Excel, PowerPoint og OneNote kommer i slanke webudgaver, der kan bruges direkte i browseren. Det bliver tolket som et angreb på Google Apps og Zoho. Men i modsætning til de webbaserede kontorprogrammer fra Google bliver ikke mulighed for at anvende Microsofts kommende Office Web Apps offline. Det bekræfter Microsoft senior vice president Chris Capossela nu i et interview med CNET.
Google Dokumenter og andre programmer fra firmaet bruger en særlig udvidelse kaldet Gears, som gør det muligt at gemme data lokalt og arbejde uden internet-forbindelse. Dermed kommer web-programmerne reelt til at fungere som helt almindelige pc-applikationer.
Men Microsoft forsøger tilsyneladende at undgå, at Office Web Apps bliver en konkurrent til den fulde Office 14 pakke, og derfor vil den første version af programmerne kun fungere med en aktiv internet-forbindelse. For at arbejde offline er det stadig nødvendigt at købe og installere Office 14.
Det har blandt andet store konsekvenser for mobile brugere, som bearbejder dokumenter med den bærbare computer. Når man er undervejs, vil der typisk kun være sporadisk internet-adgang. Men Office Web Apps fungerer kun, hvis forbindelsen er åben hele tiden, og dermed er programmerne ikke egnet til mobile brugere.