I foråret kom netbutikken Avelyn.com iPad-hungrende danskere til udsætning ved at sælge importerede Apples tavle-computer. Men nu er Avelyn.com selv i problemer.
Netbutikken, der også solgte meget andet elektronik, er under konkursbehandling.
I april, hvor iPad'en blev sat til salg i USA, hævdede Avelyn.com ellers, at butikken solgte iPads til danskere, som var de paraplyer på en regnvejrsdag. Men salget er åbenbart alligevel ikke nok til at holde skuden flydende.
"Selskabet fik tilført lige knap tre millioner kroner i sidste efterår, hvor der blev ansat en direktør, der ikke viste sig at være kompetent til at drive selskabet, hvilket vi rimeligt hurtigt fandt ud af. Der var nogle forpligtelser, som gjorde, at selskabet blev drejet i en retning, som det ikke skulle have været drejet, og det førte til et pokkers oprydningsarbejde og gjorde det svært at tiltrække nye investorer," siger direktør Anders Ibsen til Elektronikbranchen.dk.
Direktøren hævder, at han ikke har haft noget med den daglige drift at gøre i år, og at han har overladt driften til andre. Det undersøges nu, om domænet og aktiviteterne kan sælges videre.
Da Avelyn.com solgte iPads var det til en pris, som var næsten dobbelt så høj som i USA. Hovedparten af forskellen var ifølge firmaet porto, told og moms.
Opdateret: 22. november: Direktør Anders Ibsen oplyser til ComON, at Avelyn ikke selv har stået for importen af Apples iPad.