Der er mange spekulationer om, hvordan den aktuelle konsolgeneration – Xbox 360 fra Microsoft, PlayStation 3 fra Sony og Wii fra Nintendo – bliver afløst af nye modeller. Men alt tyder på, at der kommer til at gå rigtig lang tid inden den næste generation af konsoller er færdig.
Microsofts Xbox-chef David Hufford sagde på Consumer Electronics Show i sidste uge, at der stadig er masser af liv tilbage i Xbox 360.
”Jeg tror det er vigtigt at sige at Xbox 360 stadig har en lang fremtid. Der er ikke brug for at lancere en ny konsol, for vi kan tilføre denne konsol nyt liv enten med software-opgraderinger eller ny hardware som Project Natal. Xbox 360 er designet til et langt liv, og jeg ved end ikke, om vi har nået midtpunktet endnu,” sagde David Hufford ifølge The Guardian.
Der gik ellers kun fire år mellem lanceringen af den oprindelige Xbox og Xbox 360 i 2005, og nu er der så snart gået fem år siden da. Men Microsoft antyder altså, at Xbox 360 måske stadig har mere end halvdelen af sit liv tilbage, så der kan gå yderligere fem år inden den bliver afløst af en ny konsol.
Hos Sony har man også flere gange fremhævet, at PlayStation 3 har en levetid på mindst ti år.