Mens gigantmessen Cebit er plaget af faldende besøgstal kan Computex-messen i den taiwanesiske hovedstad Taipeh ikke klage over dalende interesse. I forhold til sidste år er antallet af udstillere steget med 20 pct. til 1.500, og det ventes at op mod 40.000 besøgende vil lægge vejen forbi messehallerne i Taipeh World Trade Center i de kommende dage.
Blandt udstillerne er stort set alle producenter af pc-komponenter som grafikkort, bundkort og processorer.
ATI og Nvidia fremviser de første grafikchips til PCI Express, den nye bus, som skal afløse PCI-bussen og AGP til grafikkort. De nye grafikkort fra ATI og Nvidia er udstyret med op til 256 MB video-hukommelse.
AMD demonstrerer den nye Socket 939, som understøtter to hukommelses-kanaler. Tre nye processorer - Athlon 64 FX-53, Athlon 64 3500+ og 3800+ - understøtter Socket 939, mens den fjerde nylancering Athlon 64 3700+ arbejder med den hidtidige Socket 754.
Ifølge arrangørerne er Computex den andenstørste computer-messe på verdensplan. Denne oplysning skal dog tages med forbehold.
Computex ligger fortsat i skyggen af Cebit med en halv million besøgende og 6.411 udstillere, og det underholdnings-orienterede Consumer Electronics Show (CES) i januar tiltrak 130.000 gæster.
Men Computex har overhalet den amerikanske Comdex-messe, som sidste efterår kun kunne byde på 500 udstillere.