Den svenske dom mod Pirate Bay fik medlemstallet til at stige eksplosivt hos det svenske piratparti. Nu vil det danske søsterparti ride med på bølgen.
Det danske piratparti håber på en plads i Folketinget men også en plads i Europaparlamentet efter valget den 7. juni. Indtil videre er der ellers kun et tocifret antal medlemmer i Danmark.
I Sverige er der nu 40.000 medlemmer. Det hører dog med til historien, at et medlemskab ikke koster noget.
Men ved at kopiere det svenske partiprogram håber danskerne at nå samme popularitet. Og komme i gang med partiarbejdet:
»Vi vil beskytte personlig integritet, privatliv og fri informationsudveksling. Vi vil bekæmpe krænkende overvågning og kontrol på nettet,« fortæller partiformand Ole Husgaard til Ritzau.
På partiprogrammet står også en reformering af ophavsretsloven, afskaffelse af patentreglerne og mere retssikkerhed på internettet.
Piratpartiet i Danmark holder landsmøde i dag.