Med købet af 15 millioner aktier i hostingvirksomheden Mondo har it-matadoren Ib Kunøe via sit selskab Consolidated Holding endnu engang kastet en redningskrans ud til en krisramt it-virksomheden. Samtidig har stifteren af Columbus IT, Michael Gaardboe, købt fem millioner aktier, og dermed sætter de to investorer sig på 43 procent af ejerskabet i Mondo.
Det fremgår af en børsmeddelelse, som blev udsendt sent fredag eftermiddag.
Opkøbet af Mondo-aktier kommer kun en uge efter, at Mondos ledelse bad om at blive overført til Fondsbørsens observationsliste på grund af fejlslagne investeringer.
Samtidig med aktiekøbet har Consolidated Holdings lånt Mondo 25 millioner kroner til, som skal fylde hullet i kassen efter det katastrofale 2007-regnskab, der vist et underskud på 65 millioner kroner på de primære drift. Katastroferegnskabet fik onsdag før påske Mondos bestyrelse til at udskyde den endelige regnskabsaflæggelse.
Ib Kunøe siger til dagbladet Børsen, at købet af Mondo-aktierne blev endelig aftalt torsdag i sidste uge - angiveligt over en flaske rødvin. Han fortæller videre, at købsprisen er sat til en krone, som er betalt kontant.
I en pressemeddelelse peger Ib Kunøe på, at Mondo i fremtiden skal satse på at udvikle sin forretning på basis af teknologi fra Microsoft.
"Mondo er en utrolig spændende virksomhed, der er på forkant med teknologier og produkter. Virksomheden har et meget stort potentiale og har en række teknologier og produkter, der efterspørges bredt i markedet. Desværre har Mondo været ramt af dårlig ledelse, for dyre, hurtige opkøb og manglende integration af de opkøbte virksomheder. Mondo har nu fundamentet til at gennemføre den nye strategi, herunder realisere potentialet i samarbejdet med Microsoft," siger Ib Kunøe.