PixTech har præsenteret den første FED farveskærm med en størrelse på 15 tommer. FED betyder Field Emission Display og er en ny teknologi, der konkurrerer med LCD (Liquid Crystal Display), som traditionelt anvendes i fladskærme. FED-skærmen har en bedre kvalitet end LCD, og billedet kan betragtes fra alle vinkler. Den nye skærms tykkelse er kun 11 millimeter, og den kan fungere i temperaturer fra -40 til +85 celsius. I modsætning til almindelige fjernsynsskærme, der består af et billedrør og en elektronstråle, består FED-skærmen af mange små billedrør, der styrer hvert enkelt billedpunkt. Elektronstrålerne er meget korte, fordi udløserne er placeret lige bagved billedpunkterne, hvilket betyder at strømforbruget bliver meget mindre.
PixTech regner med, at de første 15-tommers fladskærme med den nye teknologi vil komme på markedet inden længe, og koste omkring 2000 kroner.