I sidste måned viste en amerikansk undersøgelse, gennemført af America Online og National Cyber Security Alliance (NCSA), at forskellige former for uønskede programmer er installeret på otte ud af ti hjemme-pc'er. Tallet kan forekomme højt, men ifølge pc-firmaer i Danmark er det sandsynligt, at resultatet også kan overføres til det danske marked.
»Umiddelbart virker tallet stort, men omvendt kender jeg ikke én, som ikke har haft problemer med virus og lignende på deres computer, så det er meget muligt. Selv opdaterer jeg mit anti-virusprogram hver dag for at sikre mig mod angreb,« siger Thomas Falborg, adm. direktør for SHG.dk, til ErhvervsBladet.
Tallene i den amerikanske undersøgelse er samlet ved at sende teknikere på besøg hos 329 brugere, som har undersøgt maskinerne for spyware og virus. Stort set alle Windows-pc'erne i undersøgelsen havde været inficeret med virus på et tidspunkt.
En maskine havde ikke færre end 92 vira, mens en anden havde flere end 1.000 spyware-komponenter.
Hos HP henviser markedschefen for bærbare computere, Henrik Johansen, til den store udbredelse af netbanking i Danmark, som gør problemet med ubudne gæster på computeren endnu mere alvorligt.
»En ting er at miste al sin data, billeder og programmer, hvilket er ærgerligt, men en anden ting er, at hackere nemt kan få adgang til passwords og økonomisk data, hvis man ikke er godt nok sikret. Også mindre virksomheder kan være udsatte. Det er ikke alle som har en it-afdeling til at holde styr på sikkerheden, og her kan et virusangreb jo have alvorlige konsekvenser,« siger Henrik Johansen til ErhvervsBladet.