Både kunder, teleselskaber og politiet lider under at flere hundredetusinde telefonnumre tilsyneladende er forkert registreret i teleselskabernes fælles database over de danske telefonnumre. Det skriver Berlingske Tidende i dag.
Teleselskabet Tele2 anslår at det har 200.000 kunder, som er forkert registrerede i Operators Clearing House (OCH), som er navnet på den fælles database. Det betyder at kunderne oplever store problemer, når de skifter teleselskab og vil have deres telefonnummer med over til det nye selskab.
I Tele2's tilfælde er de 200.000 numre nogle gamle TDC-numre, som TDC har gensolgt til Tele2.
»Det betyder, at når man kigger i OCH's database tror man, at det er TDC-kunder - selv om der er tale om Tele2-kunder,« forklarer Carsten Hviid, produktchef i TDC Branchesalg, over for Berlingske Tidende.
Også for Politiet skaber OCH problemer. Når der skal iværksættes en aflytning, slår Politiet op i OCH-databasen og beder om en dommerkendelse til at aflytte et bestemt nummer. Men når politiet så med dommerkendelsen i hånden henvender sig til teleselskabet, får de ofte at vide, at nummeret tilhører et helt andet selskab, og så må politiet tilbage til domstolene og få en ny dommerkendelse.
»For os kan to timers forsinkelse gøre en enorm forskel, så det er vigtigt, at teleselskaberne har deres systemer i orden, og det er ikke altid tilfældet,« siger chefen for Københavns Politis narkoafdeling, Ole Wagner.