Nu behøver man ikke længere åbne for computeren for at installere nyt lydkort. Creative Labs har netop lanceret Sound Blaster Extigy, som er et eksternt lydkort der tilsluttes computeren via USB-porten.
Extigy kan også benyttes uafhængigt af pc'en. Eksempelvis kan man benytte det eksterne lydkort som Dolby Digital dekoder mellem dvd-afspilleren og stereoanlægget, ligesom den kan bruges som Dolby 5.1 surround dekoder i forbindelse med Xbox og PlayStation 2.
Extigy leverer 24-bit 96kHz multi-channel afspilning og 100dB støjreduktion. Kassen benytter Creatives EAX Advanced HD teknologi, der via diverse filtre kan optimere lyden indenfor forskellige områder - eksempelvis kan teknologien automatisk fjerne støj og ridser, når man afspiller og optager gamle vinylplader.
Extigy vil ifølge pressematerialet være i handelen allerede i denne måned, og den vejledende amerikanske udsalgspris vil være på 150 dollars - cirka 1.300 danske kroner. I Danmark vil prisen efter al sandsynlighed være på cirka 2.000 kroner.