Den amerikanske rumfartsorganisation NASA har afsløret, at de i nat offentliggør en »kæmpe bekendtgørelse, som involverer Google«. Det amerikanske nyhedssite Infoworld gætter på, at offentliggørelsen er fuldbyrdelsen af en aftale indgået i 2005.
Her underskrev NASA og Google en gentleman-aftale om, at Google skal skabe plads til 93.000 kvadratmeter byggeri på Moffett Field. Samtidig skal Google hjælpe NASA med at finde rundt i den overflod af data, som rumfartsorganisationen er ved at drukne i. Ved underskrivningen oplyste NASA, at man på det tidspunkt modtog en terabyte data fra rumskibe hver dag. En datamængde som Google menes at kunne administrere.
Moffett Field, som ligger i Californien nær Googles hovedkvarter, er en gammel amerikansk militærbase, som blev lukket i 1994. Siden er basen blevet brugt til civile formål, og i øjeblikket er der blandt andet en civil lufthavn, samtidig med at NASA's Ames Research Center ligger på grunden.
Google-byggeriet på den tidligere militærbase vil give søgegiganten skattefordele, da Google vil blive fritaget for lokale ejendomsskatter, fordi Moffett Field stadig bliver betragtet som føderal jord.
For at komme i betragtning til at flytte ind på Moffett Field skal man samarbejde med NASA. Et krav Google altså kan leve op til.