En ny dansk hjemmeside har ambitioner om at blive et globalt socialt netværk i stil med giganterne Facebook og MySpace. Ligesom andre sociale netværk giver Jointhefamily mulighed for at oprette sin egen egen side med fotogalleri og blog, men til forskel fra andre tjenester er det familienetværk, der er i centrum.
»Jointhefamily er både et fotogalleri og et levende stamtræ, men vi forestiller os især hjemmesiden som et digitalt forsamlingshus, hvor man mødes med og læser om de familiemedlemmer man har lyst til og fortæller de familiehistorier, som måske er tabt for altid, når bedstemor går bort,« siger stifter og medejer Lars Andersen.
De eksisterende internet-tjenester kan naturligvis også bruges til at kommunikere med familiemedlemmer, så den danske tjeneste håber at skille sig ud med et mere enkelt design.
»Det som holder netværkene i Jointhefamily sammen er ikke mp3 filer eller gæt-et-flag konkurrencer, men menneskers interesse for og engagement i sin familie. Derfor håber vi, at vi kan tiltrække nye brugere, ikke mindst den lidt ældre generation, som ikke føler sig tiltrukket af de overfladiske miljøer, der præger de eksisterende netværk på internettet,« siger Lars Andersen.
Nye profiler bliver testet i en database for at sikre, at familiemedlemmet ikke er oprettet i forvejen.
»Jointhefamily er ikke en genbank og skelner ikke mellem ekskoner, svigerfamilier eller halv- og helsøskende, og hele verden kan derfor i princippet ende med at være i familie med hinanden, selv om det desværre nok kommer til at tage sin tid, inden jeg kommer i familie med Tom Cruise eller Madonna,« siger Lars Andersen.
Den første betaversion af tjenesten er allerede åbnet på tre sprog - dansk, engelsk og portugisisk - og til efteråret kommer fransk, spansk og tysk.