ToldSkat bør koncentrere sig om, at virksomheder betaler den rigtige moms, og lade telemyndighederne bekymrer sig om teleregningernes overskuelighed. Det er budskabet fra TDC-topchef Henning Dyremose i et interview med IT-avisen ComON.
Han opfordrer samtidig virksomhederne til at foretage deres egne beregninger af deres forbrug, hvis de har brug for at sammenligne deres teleselskabs priser med konkurrenternes priser.
»Virksomhederne kan sammensætte et forbrug og lave nogle beregninger, ligesom IT- og Telestyrelsen gør fire gange om året. Det er lige så nemt som fod i hose for et selskab at fyre nogle tal ind i et program og regne ud, hvad regningen bliver,« siger Henning Dyremose, som svar på den kritik af teleselskabernes regninger, som har været rejst i IT-avisen ComON.
En papkasse pr. kvartal
Sagens kerne er, at teleselskaberne ikke oplyser prisen per opkald, hvilket ToldSkat mener, de skal i henhold til EU's momsdirektiv. ToldSkat har derfor bedt teleselskaberne ændre deres fakturaer.
»Det ville betyde, at man som virksomhed ville få fuldstændig uoverskuelige regninger, som ville fylde en papkasse per kvartal og som ville betyde, at man ville miste overblikket,« siger Henning Dyremose, der mener, at ToldSkat blander tingene sammen.
»Vi har en it- og telelovgivning, som skal sikre klarhed, og en momslov, som skal sikre, der bliver betalt den rigtige moms. Det er utrolig vigtigt ikke at blande de to ting sammen. Det havde ToldSkat accepteret, indtil de kom i tvivl baseret på artiklerne i ComON,« påpeger Henning Dyremose.