Det er finansmanden Flemming Østergaard - også kendt som Don Ø - der tegner sig for hovedparten af kapitalindsprøjtningen på 20 millioner kroner, oplyser han til CRN.
Dermed bliver Østergaard, der hidtil har haft 11,2 procent af aktierne, hovedaktionær i Comwir.
Også Industri Udvikling, der hidtil har siddet med 44,4 procent af aktierne, og de to direktører, Jakob Thye og Jim Pedersen, har mindre andele i den seneste kapitalindsprøjtning.
Hos Industri Udvikling siger administrerende direktør Lars Blaunsfeldt, at Comwir har haft større vanskeligheder, end man fra starten kalkulerede med, men at man nu er ovre de vigtigste forhindringer.
»Det er min klare fornemmelse, at Comwir er færdig med at tabe penge, og at de nu er i god form. De vokser godt og har det rigtige team på plads,« siger Lars Blaunsfeldt.
Ejerkredsen skød ved starten for et år siden 25 millioner kroner i Comwir.