I dette blogindlæg har Microsoft for første gang afsløret de amerikanske priser for kontorpakken Office 2010, der kommer på markedet senere på året. Pakken kommer i fire forskellige udgaver, Office Home and Student, Office Home and Business, Office Professional og Office Professional Academic.
Den største nyhed er, at kunderne kan vælge mellem en almindelig hyldeversion og et billigere såkaldt Product Key Card, som kun indeholder en aktiveringsnøgle. Et Product Key Card kan f.eks. bruges til at aktivere en kopi af Office 2010, der er forhåndsinstalleret på en ny computer.
Men denne kode kan kun bruges på én computer, mens hyldeversionen kan installeres på to eller tre computere (Family Pack).
Office Home and Student skal koste 149 dollar (119 dollar som Product Key Card), Office Home and Business sælges for 279 dollar (199 dollar), Office Professional koster 499 dollar (349 dollar) og Office Professional Academic koster 99 dollar.
Basispakken Office Home and Student indeholder de fire kerneprogrammer Word, Excel, PowerPoint og OneNote, mens Home and Business desuden leveres med Outlook.
Den store Professional pakke indeholder desuden databasen Access og forskellige support-ydelser, mens Academic er en særlig uddannelses-udgave, der kun sælges gennem udvalgte universiteter.
Microsoft fortæller desuden at mere end to millioner brugere har hentet den offentlige betaversion af kontorpakken. Programmerne kommer også som web-apps, der kører direkte i browseren.