Det normalt så stilfærdige internationale analysefirma Gartner Group tager nu bladet fra munden og kritiserer i barske vendinger Microsoft og sikkerheden i softwaregigantens styresystem Windows.
Således langede Gartners vicepræsident Victor Wheatman på en konference for nylig ud efter softwaregiganten.
»Vi har alle været deltagere i den største betatest verden hidtil har set - Windows. Microsoft vil ikke løse alle sikkerhedsproblemer, uanset hvad verdens rigeste mand siger,« sagde Wheatman, med direkte adresse til Microsofts grundlægger Bill Gates, der gang på gang prædiker, at Microsoft tager problemerne meget alvorligt.
Gartner mener, at Microsoft skal være bedre til at finde fejlene inden programmerne sendes på gaden. Hvis halvdelen af de fejl, der dukker op når programmerne er udsendt, kan findes inden, vil det kunne reducere udgifterne ved at udbedre fejlene med 75 procent, vurderer Gartner.