Softwarefirmaet Adobe har gennemført sin største produktlancering nogensinde i marts med nye versioner af langt de fleste af selskabets programmer til billedbehandling og webdesign. Pakkerne kan forudbestilles på Adobes danske hjemmeside, men danske og andre europæiske kunder skal betale en kraftig overpris i forhold til de amerikanske priser.
Og prisforskellen kan ikke forklares med, at Adobe har store udgifter til at oversætte programmerne, for britiske kunder skal også betale overpris for produkterne, skriver digi.no.
Et eksempel er topversionen af pakken Adobe Creative Suite 3, Design Premium, der koster 1.800 dollar i USA eller 10.080 kroner. Men i Danmark er prisen 14.840 kroner uden moms eller næsten 5.000 kroner mere.
Det populære billedbehandlingsprogram Photoshop koster i USA omkring 3.600 kroner for standardudgaven og 6.000 kroner for topversionen, mens priserne i Danmark er henholdsvis 6.680 kr. og 10.020 kr. uden moms.
Adobe forklarer overfor ZDNet at prisforskellen skyldes, at Storbritannien er »et meget mindre marked end USA«.