En stigning på 38 procent i salget af fladskærme, har ikke ført til indtjeningsfremgang. Faktisk regner et analysefirma med, at indtjeningen falder 10 procent.
Tallene kommer fra analysevirksomheden Display Search, der har specialiseret sig i markedet for flade skærme, og er videregivet af Dagbladet Børsen.
DisplaySearchs vurdering er, at salget af fladskærme i størrelser på mere end 10 tommer vil toppe godt 47 millioner i dette kvartal. I samme kvartal sidste år endte salget på godt 34 millioner solgte skærme - en fremgang på 38 procent.
Det er især inden for fladskærms-tv, at væksten skal findes.
Alene på tv, forventer DisplaySearch en salgsfremgang på 83 procent. Løse fladskærme til computere forventes at vokse 37 procent, mens salget af fladskærme til bærbare computere vil vokse 26 procent
Men selv om der er vækst i salget, så falder priserne på fladskærme så hurtigt, at DisplaySearch forventer en nedgang i indtjeningen på 10 procent.