Lanceringen af Visual Studio er blevet forsinket flere gange. Men nu er det klar i nyeste version: 2010.
Og selv om det kan være svært at spotte de store nyskabelser ved første øjekast, så er der flere markante nyheder at hente under kølerhjelmen.
"Styrken i et udviklingsmiljø som Visual Studio er, at det med rettidig omhu kan skælde programmøren ud, hvis der begås programmeringsfejl. For det betyder, at de kan finde mange flere fejl direkte i testmiljøet i stedet for, at fejlene først dukker op, når programmerne er sendt ud til kunderne ," siger direktør Brian Eberhardt fra konsulent- og kursus-virksomheden SuperUsers.
Brian Eberhardt underviste selv i de første kurser i .NET i 1999 og har derfor fulgt mange af Microsofts .NET-teknologier og udviklerredskaber fra fødslen.
I forhold til frigivelsen af Visual Basic 2010 er han begejstret for, at programmeringssproget C# og .NET nu er blevet ensversioneret (4.0). Og så glæder han sig over de mere fleksible rammer med dynamisk programmering. Den nye datatype dynamic, hvor det ikke er påkrævet at foruddefinere hvilke datatyper en celle skal kunne modtage.
"Det er en ”bagud-kompabilitets-skat”, som nu endelig betales, altså at man løsner lidt på det strenge typebegreb for at kunne programmere bedre til fx Microsoft Office og COM," forklarer Brian Eberhardt.
Se flere nyheder i Visual Studio 2010 i denne gennemgang hos PCPro.
Gratis for studerende
Version 2010 af Visual Studio bliver ikke forbeholdt de betalende, professionelle brugere. Versionen kan allerede hentes nu hentes i Microsoft gratisportal DreamSpark. For at bruge DreamSpark skal man være studieaktiv. Microsoft samarbejder med login-tjenesten Wayf.dk om at validere, at downloadere er registreret ved en dansk læringsinstitution.
Microsoft lægger dog ikke alle sine programmer til fri download i DreamSpark. Hvis man vil have adgang til hele paletten af Microsoft-redskaber uden at finde pengepungen frem, så har Microsoft også indgået gratis aftaler med en række danske skoler og universiteter. Læs mere på MSDN.
Visual Studio koster cirka 3000 kroner i vejledende udsalgspris.