Spilfirmaet Eidos går Radiohead i bedene og lader kunderne bestemme, hvad Championship Manager 2010 skal koste.
Både Radiohead og gruppen Nine Inch Nails har med succes tilladt sine fans at betale lige præcis det de vil for musikken. Samme fremgangsmetode vil spilfirmaet afprøve.
Det betyder, at man kan få fingre i fodboldmanagerspillet Championship Manager 2010 på lovlig vis til en potentiel pris på helt ned til ca. 10 øre plus administrationsomkostninger. Dog kun i en begrænset periode - og kun som digitalt download.
Eidos håber selvfølgelig, at dedikerede fans vil betale mere for spillet eller købe en fysisk udgave til fuld pris. Find mere information her.
Championship Manager 2010 har taget to år at udvikle. En af de nye funktioner er, at data fra virkelighedens fodboldligaer kan hentes ind, så man som "virtuel" træner skal forholde sig til de virkelige resultater, skader og karantæner. Funktionen skal dog tilkøbes, hvis man køber spillet under kampagneperioden.
“Dette er det bedste Championship Manager vi nogensinde har lavet og vi ønsker at flest mulige mennesker får chancen for at spille det fulde spil,” siger Roy Meredith, General Manager for Championship Manager-spilserien.
Selv om udviklerne selv mener, at de har lavet det bedste "Championship Manager"-spil nogensinde, så vil mange sikkert være uenige. De oprindelige udviklere af Championship Manager har nemlig forladt Eidos for lang tid siden og står nu bag spilserien Football Manager.