Efter mange års diskussioner er ICANN og det amerikanske firma ICM Registry nu langt om længe nået til enighed om oprettelsen af pornodomænet .xxx. Nu kan ICM Registry starte salget af .xxx-domænenavne om kort tid.
Som navnet antyder skal domænet reserveres til websider med pornografisk indhold. Det har været meget modstand mod .xxx.
Selv pornoindustrien har protesteret mod domænet. Her frygter man, at regeringerne vil tvinge branchen til at placere alle sine websteder under .xxx og dermed gøre det lettere at blokere dem helt.
Det er meningen at det skal være frivilligt, om sex-hjemmesider vil benytte .xxx, men branchen frygter altså, at det kan blive en glidebane, hvor den lumre del af nettet flyttes over i et slags ”red light district” og i sidste ende helt bliver afskåret fra resten af nettet.
Men ICM Registry har argumenteret med, at .xxx vil gøre det lettere for forældre at blokere børns adgang til pornosider.
Den såkaldte Free Speech Coalition (FSC), der repræsenterer pornobranchen, har kæmpet mod .xxx i mere end 10 år. Men nu ser det altså ud til, at kampen har været forgæves.
For at få et .xxx-domænenavn skal hver virksomhed aflevere en ansøgning, som så bliver vurderet af organisationen International Foundation for Online Responsibility. Det skal sikre, at der ikke er tale om ulovligt indhold, som f.eks. børnepornografi.
Pornobranchen er dog ikke tvunget til at opgive sine eksisterende webadresser og derfor mener kritikere, at det ikke giver meget mening med et helt nyt domæne. Prisen for et .xxx-domæne ventes at blive omkring 60 dollar om året.
Hos ICM Registry kan man læse mere om den nye aftale med ICANN og hente en FAQ om det nye Top Level Domain.