Netværksintegratoren NetDesign har efter byrådsbehandling onsdag fået den endelige accept på en ny kontrakt med Århus Kommune. Aftalen betyder, at NetDesign de kommende otte år skal stå for drift og udbygning af det nye Århusnet, hvilket har en værdi for NetDesign i underkanten af et trecifret millionbeløb, oplyses det.
NetDesign skal etablere, eje og drive det nye Århusnet. Det betyder, at der i det kommende års tid skal nedgraves lyslederforbindelser i betydeligt omfang, således at 112 af de vigtigste kommunale lokaliteter så som administrationskontorer, biblioteker, skoler, ældrecentre med videre opnår en forøgelse af den nuværende IT-kapacitet med op til 2000 gange. Århusnettet, vil når det er fuldt udbygget, omfatte i alt ca. 1500 lokaliteter, hvoraf ca. 700 er hjemmearbejdspladser, oplyses det.
Herved gøres det muligt at få video over nettet til undervisningsbrug på såvel arbejdspladser, biblioteker som i skoleklasser, og det vil desuden være muligt at anvende video til patientjournaler og røntgenbilleder til plejesektoren. Derudover vil det være muligt for kommunen at anvende IP-telefoni på det nye Århusnet.
For NetDesign er aftalen skridt videre i den retning, som virksomheden har bevæget sig i de sidste år, hvor der er lagt mere og mere fokus på at designe, implementere, levere og drive netværks- og IP-telefoniløsninger som komplette serviceydelser til selskabets kunder i både den offentlige og private sektor, fortæller NetDesign.
Kontrakten er blevet vundet i hård konkurrence med blandt andre TDC og KMD, oplyses det.