Internetudbyderen Cybercitys ham-skifte til teleselskab, bliver mødt med anerkendelse af teleanalytiker Torben Rune fra konsulentvirksomheden Netplan. Selskabets mål om at nå et salg af telefoni på omkring 168 millioner kroner i 2007 virker umiddelbart inden for rækkevidde, vurderer Torben Rune:
»Jeg mener absolut, at Cybercitys mål er realistisk. IP-telefoni er for alvor ved at slå sig fast som teknologi, og de fleste telefonkunder er i dag opmærksomme på både teknologien og på de besparelser, den vil medføre. Og når som i Cybercitys tilfælde samtidig er nemt for den enkelte at være med, så er det oplagt at mange vil skifte,« siger Torben Rune til IT-avisen ComON.
»Cybercity har en rigtig god position, når det gælder IP-telefoni. Selskabet har sit eget net og tekniske setup, og kan dermed indrette tjenesterne så kunderne virkelig får et kvalitetsprodukt - og det er det, der skal til. De tider, hvor det kun var de mest entusiastiske "nørder", som brugte IP-telefoni, er ovre. Nu gælder det den almindelige forbruger, og her skal der en robust leverandør med et godt produkt til,« uddyber Torben Rune.
På sigt ser han en meget stor plads til internet-selskaber som Cybercity på telemarkedet, fordi telefoni baseret på bredbåndsforbindelser vil vinde frem og blive mindst lige så almindeligt som traditionel telefoni. Især fordi forbrugeren ikke behøver, at bekymre sig om hvorvidt, produktet har samme kvalitet, som det de får i dag.
»Om otte år vil stort set al fastnet-telefoni foregå via internettet. Det er ikke sikkert, at alle kunder opdager det eller overhovedet bekymrer sig om transportvejen, men besparelserne for både kunder og ikke mindst udbydere er så store, at udviklingen vil gå meget stærkt,« forklarer Torben Rune.
»I det billede bliver bredbåndsudbyderne over de næste år lige så vigtige spillere på telefonmarkedet, som teleselskaberne er i dag. Det skyldes ikke kun, at de kan levere varen billigere, men også, at det bliver enklere for den enkelte kunde at handle. Samtidig vil det blive stadig mere attraktivt at skifte til IP-telefoni efterhånden som alle andre skifter, og det vil accelerere udviklingen,« vurderer Torben Rune.