Google er tidligere blevet kritiseret for at stille krav, før man ville tilbyde software til redigering af copyright-beskyttet materiale på YouTube. Nu bliver kravene fjernet.
Google reagerede forleden på kritik af ulovligt materiale på YouTube ved at gøre software tilgængeligt, så firmaer selv kunne redigere i materiale på YouTube, som overtrådte deres copyright.
Det krævede dog lige, at man lavede en licensaftale med Google, hvilket udløste massiv kritik fra film og tv-branchen. Mange firmaer følte nemlig, Google dermed forsøgte at tvinge dem ind i en aftale, før de kunne undgå, at deres materiale nåede ud på YouTube uden deres samtykke.
Den pointe har åbenbart gjort indtryk på Google, der nu ændrer deres politik, så antipirat-softwaren bliver tilgængeligt for alle copyright-holdere.
Googles administrerende direktør, Eric Schmidt, sagde, at Google afgjort var dedikeret til at tilbyde teknologi, der beskytter copyright.
»Det er af højeste prioritet for vores virksomhed,« sagde Schmidt og tilføjede, at sagen netop er blevet genovervejet.