Den populære mikro-blogging-tjeneste Twitter er tilsyneladende ved at blive solgt. I hvert fald hvis man skal tro avisen Wall Street Journal, som nævner Microsoft, Google, Yahoo og Verizon blandt de firmaer, der er interesseret i Twitter.
Men det er Facebook-chef Mark Zuckerberg, der har været tættest på at få fingrene i Twitter. Facebook har forhandlet med Twitter indtil for tre uger siden, hvor forhandlingerne ifølge avisen brød sammen.
De to parter kunne tilsyneladende ikke blive enige om prisen for Twitter. Facebook har tilbudt 500 millioner dollar i aktier og kontanter, men Twitter-ejerne har ikke været tilfredse med dette tilbud.
Beløbet er dog ikke helt dårligt i betragtning af, at Twitter indtil nu stort set ikke har nogen indtægter. Men Twitter har seks millioner registrerede brugere - en vækst på 600 pct. på et år.
Blandt investorerne i Twitter er Amazon-chef Jeff Bezos gennem hans firma Bezos Expeditions og Netscape-legenden Marc Andreessen, som også sidder i Facebooks bestyrelse.