Hos det engelske firma Digimask kan man få konstrueret en 3D-model af sit ansigt. Man skal indsende to billeder af sig selv, et billede taget forfra og et fra siden. De to billeder bliver kombineret til en 3D-model, der kan hentes gratis.
Modellen kan betragtes og roteres i browseren med et specielt plug-in. Rigtig spændende bliver det først, når man kan benytte 3D-ansigtet i chat-systemer og computerspil. Digimask forhandler med flere softwarefirmaer, som vil indbygge systemet i deres produkter.
Ifølge Digimask kan 3D-modellen bruges med den næste generation af spillekonsoller, som Microsoft's Xbox, Nintendo Game Cube og PlayStation 2. En anden mulighed kunne være shopping-sites, hvor man kan prøve tøj på en virtuel model af sig selv.
(Kilde: digitoday.no)