Så kan vi endelig få lov at se, hvad al virakken omhandlede.
Spillet LittleBigPlanet kommer på gaden i morgen.
Spillet er af anmeldere blevet fremhævet som det spil, der kan sætte gang i salget af den dyreste og mest kraftfulde spillekonsol på markedet.
Men den planlagte lancering for et par uger siden blev forsinket på grund af sammenblandingen af musik og tekst fra koranen.
En af hovedtankerne med spillet er, at spilleren selv er med til at definere banen, som efterfølgende kan deles med andre spillere.
Spillet er udformet som et klassisk platformspil, men anmeldere fremhæver, at spilfigurens bevægelser og omgivelsernes opførsel er bemærkelsesværdige naturtro.
Se en stribe videoer fra spillet hos YouTube.
Sony har fået fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen til at kigge på Little Big Planet, og han konkluderer:
»(Spillet, red.) rammer en trend i tiden ved at appellere til forbrugerens kreativitet og ønske om at være aktiv frem for passiv. I den vestlige verden har vi nået en velstand, der betyder, at vi hellere realiserer os selv gennem kreativitet end materielle ting. Det giver Little Big Planet mulighed for ved at invitere brugeren til at være medskaber af oplevelsen og dele den med andre ligesindede«.