NetPoint har reageret hurtigt efter afsløringen af et sikkerhedshul i de terminaler, som er opstillet i mange danske hoteller. Firmaets direktør, Ib Drachmann-Hansen, siger til Safe2day, at der arbejdes på at implementere en løsning som skal fjerne sårbarheden.
Safe2day kunne mandag fortælle, at det er muligt at installere spionprogrammer på NetPoint-terminaler med Windows 9x-operativsystem - en efterfølgende bruger kan dermed risikere, at der ligger en skjult spion i systemet og samler fortrolige data.
- Indtil løsningen er implementeret vil der gennem vores remote overvågning af maskinerne blive indført en rutine, hvor tilbagemeldingen vil sikre et check af, at ghostningen af maskinen er sket korrekt og succesfuldt, siger Ib Drachmann-Hansen til Safe2day.
Han understreger at bristen kun vedrører de stationære pc'er der er placeret i lobbyen på udvalgte hoteller.