Antipiratgruppen har slået til mod en 39-årig mand, der anklages for at stå bag stort set alt salg af ulovligt kopierede film og mærkevaretøj, som sælges på landets kræmmermarkeder.
Gruppen ransagede tre store varelagre i Nordjylland og beslaglagde mere end 15.000 kopierede produkter. Varelagrene er indrettede med videoovervågning og hemmlige rum, ligesom det ene af lagrene var skjult i en nedlagt kirke.
Antipiratgruppen anklager den 39-årige for at være bagmanden i et omfattende netværk af sælgere, der står bag omtrent 95 procent af de ulovlige piratprodukter, der sælges på kræmmermarkederne. Netværket vurderes at have solgt mere end 100.000 ulovligt kopierede produkter om året.
»Vi har sandsynligvis sat en stopper for Danmarks største piratkopist af film og mærkevaretøj,« siger advokat Torben Steffensen fra Antipiratgruppen til Ritzau.
Forud for ransagningen er gået flere års tæt samarbejde mellem Antipiratgruppen og politiet. Gruppen forventer at der nu venter den 39-årige piratkopist en erstatningssag i millionklassen.