Stifteren af Eurotrust, Aldo Petersen, har solgt datterselskabet Virus112 til det danske sikkerhedsfirma Comendo for omkring 15 millioner kroner, skriver dagbladet Børsen. Med i handlen følger 22 ansatte i firmaet. Salget betyder at Eurotrust nu er reduceret til et rent tv- og filmproduktionshus.
»Salget af vores forskellige it-relaterede aktiviteter frigør de nødvendige ressourcer til, at vi kan vokse vores medieforretning, og derfor er det ikke vemodigt at skille sig af med it-divisionerne, selv om det er dem, Eurotrust er bygget på,« siger Aldo Petersen til Børsen.
Den største del af salgssummen betales i form af en femårig konvertibel obligation med en årlig rente på seks pct., som Eurotrust kan vælge at konvertere til aktier i Comendo, hvis selskabet bliver børsnoteret.
Comendo har allerede et tæt samarbejde med Virus112, og Aldo Petersen forventer, at det nye selskab bliver en af de førende danske leverandører af virus- og spambeskyttelse.
Eurotrust har tidligere solgt sin division for digitale signaturer til Verisign og en række hostingkunder til Mondo. Selvom Eurotrust nu har frasolgt alle sine it-aktiviteter har selskabet ingen planer om at lade sig afnotere på den amerikanske teknologibørs Nasdaq.